29.11.09
Góða nótt / God nat
26.11.09
Rosmarin
Það er skrýtið að klippa rosmarin bara svona eins og hvern annan runna. Lyktin er alveg dásamleg en það er ekki nokkur leið að ég geti notað allt sem ég klippi – þó að ég væri með lambalæri upp á hvern einasta dag.
Jeg synes det er mærkelig, at klippe rosmarin lige som hvilken som helst hæk. Det lugter pragtfuld men jeg kan umulig bruge alt det jeg klipper væk – selvom jeg serverede lammekød hver eneste dag.
Ég skrifaði einu sinni smásögu á dönsku um rosmarin:
For nogen år siden skrev jeg en novelle om rosmarin:
”Rosmarin er en stedsegrøn halvbusk, der vokser vildt i flere middelhavslande, hvor den foretrækker tørre skråninger ved havet.”
(http://www.havenyt.dk)
Rosmarin.
Hold nu op med det forbandede vrøvl, jeg vil ikke høre mere om det. Overhovedet ikke. Er det forstået, ikke et ord mere. Selvfølgelig kan hun ikke hedde Rosmarin, det er ikke et navn. Vores pige skal have et navn. Så slut med det der. Et navn som er et rigtigt navn. Hun så strengt på mig, vendte om og gik tilbage til lejligheden. Jeg så efter hende, mens jeg låste butiksdøren op, fulgte med hendes vuggende gang hen ad fortovet. Man kunne se på lang afstand, bagfra, at hun var højgravid.
Hendes stemme sad i mine ører længe efter at hun var ude af syne. Selvom den var vred og irriteret, kunne jeg høre den blide tone der lå skjult ind imellem det skarpe.
Måske var det på grund af den stemme at hun var blevet gravid. Det var den som havde gjort at jeg var blevet interesseret i hende. Jeg havde hørt hende i telefonen og vidste at jeg bare måtte gøre noget med de følelser den fik op i mig. Hendes stemme gjorde at man havde lyst til at være et godt menneske, fik lyst til at være sød imod nogen. I hvert tilfælde i første omgang, så måtte man bare se hvad det udviklede sig til. Måske fik man lyst til at være mere end sød. Stemmen gjorde at jeg havde lyst til at træffe hende. Helst med det samme.
Hvis hun havde haft en anderledes stemme er det ikke sikkert at jeg nogensinde havde truffet hende, det er faktisk meget usandsynlig at jeg havde gjort det.
Så var hun heller aldrig blevet gravid, i hvert tilfælde ikke med vores datter. Vores lille Rosmarin.
Jeg hviskede navnet igen og igen. Rosmarin.
Rosmarin er faktisk min ynglingsplante, så jeg har altid nogle stående på disken, lige ved siden af kasseapparatet. Den, som står der, får lov at blomstre og minde mig om gamle dage. Den sælger jeg ikke.
De andre står på rad og række ved indgangen og byder velkommen.
Velkommen til min butik. Velkommen til min grønsagsbutik med ferske og duftende råvarer. Min frugt og grønsagsbutik. Altid ferske grønsager, dufte og farvestrålende frugter.
Rosmarin lokker kunderne til sig. Til mig. Lokker mig, hver morgen. Jeg kan ikke lade være, hver morgen, når jeg har åbnet døren, stikker jeg næsen ned i rosmarinen. Ikke dybt, kunderne skal jo ikke risikere at få en krydderurt med snot på med sig hjem.
Rusker dem lidt i bladene allesammen, de svarer med duft, lidt bitter, lidt sød, ja nærmest bittersød. Lidt sækkelærred, gamle sække af sækkelærred på et stille loft en sommerdag, hvor en solstråle slipper igennem en lillebitte sprække i taget.
Solstøvet dansende.
Utroligt hvor meget solskin sådan en lille sprække kan åbne op for.
Utroligt hvor meget støv der kan være på så lille et loft. Det kilder i næsen. Duft af rosmarin.
God morgen, god morgen kære, her er din barndom, ser du det, ser du havet, ser du de hvidgrå klipper, kan du mærke varmen på kinden. Kan du huske, en lille dreng med bare fødder på varme klipper. Kan du huske det?
Ja, jeg husker, det er mig. Så er jeg lidt mere dreng den dag, end jeg var. da jeg vågnede.
Rosmarin betyder havets dug, kan en pige få et dejligere navn end ”havets dug”? Nej.
Jeg savner havet. Her i landet ser jeg aldrig hav.
Nogle gange når jeg er ved at blive gal, lukker jeg butikken og overtaler min kære til at komme med mig og se ud på Øresund.
Det hjælper kun lidt. Det eneste, den har til fælles med mit hav, er farven, nogle gange.
Øresund er frygtelig flad, mangler helt den tredje dimension. Ligner det hav jeg tegnede som dreng, lille dreng. Jeg tænker specielt på et billede, jeg tegnede, da jeg var seks år. Man skulle tro at jeg havde Øresund som motiv.
Dengang vidste jeg bare ikke at Øresund fandtes.
Jeg fandt billedet da jeg var nede for at rydde mine forældres hus, da min far døde i fjor. Fandt det på loftet.
Det stille loft.
Det loft som så ud til at have krympet betragteligt i løbet af årene.
Der var ikke mange som havde loft i min barndom, men vi havde. Et lille loft, hvor jeg måtte stå bøjet eller ligge på knæ, imens jeg gik igennem de forskellige æsker, som stod stablet op under skråtaget i den ene side.
Hvis jeg satte mig ned, musestille på det stille loft, så kunne jeg høre suset fra havet.
Brus som listede sig gennem alle de små sprækker, også dem solskinnet ikke kunne komme ind ad.
Og duften. Duften af rosmarin som lå over alt og var i alt.
Jeg faldt i søvn der på det stille loft på en dynge sækkelærred.
Da jeg vågnede igen, græd jeg. Græd over min far som lige var død og over min mor som døde for længe siden. Tror jeg.
Når jeg tænker på det nu, kommer tårene også, jeg tager det hvide lommetørklæde op og tørrer en tåre som er på vej ned ad kindet. Nytter ikke at sidde her og græde når kunderne kommer.
Jeg venter faktisk på en. En gammel dame som bor over på den anden side af gaden. Hun hedder Elna og er femogfirs år gammel og kommer hver fredagmorgen, tidligt. Hun køber nogle æbler og et blomkålshoved.
Jeg har prøvet at tilbyde hende noget andet men hun lader sig ikke lokke. Jeg har tilbudt hende at lugte til mine krydderurter men hun siger at hun har mistet lugtesansen. Det tror jeg på. Hun er venlig, ser ud som en der ville købe rosmarin, hvis hun kunne lugte den. Det er synd at hun ikke kan lugte den, for så kunne jeg fortælle hende om min barndom.
Jeg fældede nogle tårer før, da jeg tænkte på mine forældre. Jeg tænkte på at de aldrig kommer til at se min Rosmarin, min lille elskede Rosmarin. Det er sørgeligt.
Jeg glæder mig til at se hende, det er lige op over. Jeg har mobiltelefonen liggende her på disken ved siden af mig. Det er lige op over. Et lille bip, så er jeg der.
Jeg skal køre hende, forsigtigt. Ikke for forsigtigt, fordi vi skal jo nå hospitalet i tide. Men sikkert, helt sikkert, sikkert. Man skal selvfølgelig altid køre sikkert men der er endnu større grund til at gøre det, når man kører en gravid kvinde til fødeafdelingen. Hun skal komme godt frem. Jeg har øvet mig på turen, to gange. Både i og udenfor myldretiden. Det gik godt, vi skal nok komme godt frem.
Min kære har ellers været hos mig, her i butikken, om fredagen.Vi har stået her sammen eller siddet, når der ikke har været så travlt.
Hun er smuk, så nydelige farver. Øjnene har samme blå farve som mit hav. Samme farve som vandet i min lille vig, helt op ved klipperne sent på eftermiddagen, når det inderste af vigen ligger i skygge.
Hendes øjne har nøjagtig den blå farve.
Vigen ligger godt gemt og man skal næsten kende til den, for at finde frem. Stien derned er stejl og smal og snor sig imellem rosmarinbuskene.
Jeg har siddet og nydt at se på hende. Været lykkelig.
Hun har ikke været her den sidste måned, hun går hjemme om fredagen eller ligger, når hun er træt. Maven står så højt og flot, til og med når hun ligger ned. Det er derfor vi ved at det bliver en pige. Vi har ikke villet vide noget. Jeg havde faktisk heller ikke kunnet se noget på skærmen, selvom jeg ville, dengang hun blev scannet. Jeg forstod ikke et pip af det sygeplejersken sagde. Hun så både hoved og arme og alt det andet. Det eneste vi så var en lille prik som blinkede til os, et lille hjerte. Et hjerte som slog i en jævn rytme, kraftigt og stærkt. Sådan bliver hun, det er jeg sikker på, livskraftig og stærk.
Min kære synger når hun arbejder. Hun siger hun synger for vores datter. Hun ved det ikke men hun gjorde det også før hun blev gravid, hun nynnede tit uden at være klar over det. Det gjorde mig glad.
Hun synger andre sange nu, børnesange som jeg ikke kan. Jeg vil synge børnesange for Rosmarin når hun er født, så vil jeg synge mine børnesange. Sange om havet. Jeg vil også lave en sang, en sang om Rosmarin som vokser ved havet.
Jeg sang første gang jeg mødte min kære. Jeg ved ikke helt hvordan det lykkedes mig at lokke hende til mig. Hun sagde at de sjældent kom ud til kunderne, kunderne kom til dem. Med deres tal og deres papirer. Eller sendte tallene afsted. Mærkeligt at tænke på hvor mange tal der flyver frem og tilbage i luften.
Af en eller anden grund, lykkedes det at få hende her til min butik. Jeg kan huske at vi lo i telefonen. Da havde jeg allerede snakket med hende flere gange. Om tal og prøvet at snakke om livet.
Måske var hun nysgerrig. Jeg havde lagt en lille rosmarinkvist sammen med de sidste papirer, jeg havde sent til hende. Hun syntes jeg var håbløst gammeldags, fordi jeg ikke havde lagt regnskabet ind på computer. Det syntes jeg egentlig også selv. Det var derfor jeg havde kontaktet dem, for at få hjælp. Hun kom og hun hjalp mig.
Dengang nynnede jeg en sang og mærkede pludselig hvor rød jeg blev i hovedet da jeg opdagede at hun bare sad og så på mig imens jeg prøvede at finde alle papirerne frem. Hun spurgte om jeg ville komme og få en kop kaffe, jeg sagde ja, tak.
Jeg lukkede butikken, vi gik på en café, og så blev vi kærester.
Så enkelt var det. Næsten.
Jeg vil huske at det var så enkelt. Det er i hvert tilfælde lykkedes os at gøre det så enkelt. Indtil nu, med navnet. Det er faktisk første gang vi er rigtig alvorlig, dybt uenige om noget.
Vi kan jo ikke gøre ungen helt forvirret ved at give hende to forskellige navne, et til mor og et til far. Jeg ved ikke hvordan jeg skal overbevise hende. Hun kan faktisk godt lide rosmarin, det vil sige hun kunne lide det før hun blev gravid, nu er hun ikke så vild med det, men det kommer nok igen.
Elna kommer og spørger til min kære og lige mens jeg er ved at fortælle hende at der faktisk var termin i forgårs, ringer mobiltelefonen.
Det er min kære. Vi skal af sted. Jeg gelejder Elna ud af butikken, i dag behøver hun ikke at betale.
I dag skal min datter fødes. Min Rosmarin.
Jeg stryger hænderne over rosmarin planterne idet jeg går ud af butikken og lugter til mine fingre. Det føles næsten som om hjertet tager et lille hop. Jeg låser og løber hjem.
Hun læner sig op ad mig på vej ned ad trappen. Jeg smider den lille taske ind på bagsædet. Det føles næsten som om vi er med i en film. Den går et hak for langsomt.
Vi kører. Hun er rolig, næsten ubehagelig rolig.
Jeg er urolig, jeg kan ruten udenad men er alligevel bange for at køre forkert. Tænk hvis jeg ikke finder frem.
Min kære stønner, højt. Sådan som hun stønner må det gøre frygteligt ondt. Jeg lukker øjnene et øjeblik men åbner dem med det samme igen, tænk hvis jeg kørte ind i noget. Det her ligner myldretidstrafik, der skal ikke være myldretid nu. Eller jo, det er der måske, klokken er ikke ni endnu. Det er fredag morgen og klokken er syvogtyve minutter over otte.
Jeg er lettet, da vi ankommer til hospitalet klokken otteenoghalvtreds præcis.
Jeg slipper min kære ud foran hovedindgangen og skynder mig videre for at parkere.
Jeg skal ud af bilen men sikkerhedsselen holder mig fast, den havde jeg glemt at løsne. Jeg taber nøglene, som falder i en lille vandpyt på asfalten. Mine fingerspidser bliver våde, idet jeg samler dem op. Mine hænder er klamme. Jeg sveder, tænk hvis jeg ikke finder hende igen når jeg kommer ind. Tænk hvis hun ligger der og føder vores lille Rosmarin, imens jeg raver rundt i gangene og ikke kan finde frem.
Måske roder jeg mig ned i kælderen og finder aldrig fødeafdelingen. Tænk hvis jeg nu havner i lighuset. De kan jo også havne der. Måske går fødslen dårligt, det kan jo gå galt. Det er ingen selvfølgelighed at det skal gå godt. Det sker stadigvæk at kvinder dør i barselssengen. Måske dør de begge to, mor og datter.
Jeg har lidt vanskeligt ved at trække vejret, idet jeg løber fra parkeringspladsen.
Hun venter på mig i lobbyen. Jeg er lettet igen. Hun ser så tung ud, men når hun læner sig op ad mig og holder om min arm, føles hun ikke tung. Jeg føler at vi nærmest svæver over gulvet. Tænk hvis vi letter helt og ikke kan lande i fødestuen.
Jeg føler mig lidt svimmel. Tænk hvis jeg nu besvimer under fødslen, det har man hørt om før, fædre som besvimer under fødslen. Falder bare lige i gulvet, når de skal være der til hjælp og støtte for deres kære. Jeg gyser, det må jeg bare ikke.
Vi er blevet vist det rigtige sted hen, vi er havnet i fødestuen. Min kære bliver lagt på briksen. Hun skulle egentlig have født i vand men det er for sent nu, hun er for langt henne i fødslen eller måske er bassinet optaget, jeg opfatter det ikke helt.
Vinduet er åbent, gardinet blafrer lidt. Drømmer jeg eller hvad? Ind kommer den nydelige duft af rosmarin, stærk og kraftig. Jeg ser min kære i øjnene, hun smiler før smerten får overtaget, duften forsvinder. Jeg holder hende i hånden og prøver at stryge hende over lænden men hun vil hellere ligge på ryggen, eller stå op, nej, gå, nej, lægge sig ned igen.
Hun ved ikke hvad hun vil,og jeg ved ikke hvad jeg skal. Pludselig er værelset fyldt af mennesker, jeg får at vide hvad jeg skal gøre. Jeg skal bare sidde der ved siden af hende og lade hende nive mig i armen når hun har behov for det.
Jeg er lettet, det kan jeg finde ud af. Lettelsen holder ikke længe, min kære har frygteligt ondt, det gør ondt at se på.
Nu må det her snart være overstået, hvor lang tid kan en fødsel egentlig vare.
Pludselig siger jordemoren, at nu kan hun se hovedet, jeg flytter mig og rigtig nok, der kan man se toppen af et lille sort hoved.
Nu trænger min kære til mig, så jeg flytter mig igen, jeg giver hende hånden samtidig med at hun presser alt hvad hun kan.
Barnet bliver født, med et højt skrig og snart begynder barnet også at skrige.
Vi ser hinanden i øjnene gennem tårerne. Drengen bliver lagt i hendes arme med det samme. Han er nydelig, en aldeles vidunderlig lille skabning, detter er et mirakel.
Jeg tror, han skal hedde Brian.
22.11.09
Nótt / Nat
Helgin var alveg ótrúlega fljót að líða og ég náði ekki að gera neitt af því sem ég var búin að hugsa mér að gera og nú er nóttin að skella á. Ég var að hengja út og kom þá auga á þennan flotta vef, kóngulóin er tilbúin fyrir nóttina – góða veiði!
Weekenden gik lynhurtigt og jeg nåede ikke, at gøre noget af det jeg havde planlagt og nu er natten der snart. Jeg hængte ud vasketøjet og fik øje på dette smukke spindelvæv. Edderkoppen er klar til natten – god jagt!
Tijuana Cartel
Við fórum á útitónleika í gærkvöldi með Önnu og Vance. Ég hef aldrei heyrt um þessa hljómsveit áður og erfitt að setja tónlistina þeirra í einhvern flokk. Vance kom með þetta ágæta orð yfir hana “flamingo hop”. Við skemmtum okkur vel.
Vi var på en udeconsert med Anna og Vance i går. Jeg har aldrig hørt om gruppen før og det er meget svært, at definere hvad slags musik de spiller. Vance kom med det fine ord over den “flamingo hop”. Vi havde det sjovt.
17.11.09
Jóhann og Heiða í heimsókn.
Nú er langt síðan ég skrifaði eitthvað hérna. Síðan hætti að virka um leið og Jóhann bróðir yfirgaf Noreg. Hann kom heim aftur í gær og kom henni í gang fyrir mig, takk fyrir það. Það er búið að vera mjög gaman að hafa Jóhann og Heiðu í heimsókn og það er búið að hlæja mikið.
Nu er det længe siden jeg har skrevet noget her. Siden holdt op med, at fungere da min bror Johann rejste fra Norge. Han kom hjem igen i går og fik den i gang igen for mig, tak for det. Det har været rigtig dejligt, at have Johann og Heida på besøg og vi har grinet en masse.
Við höfum setið úti í kulda og trekki….
Vi har siddet udenfor i den kolde blæst……
….og notið þessa að láta hlýjan vindinn leika um okkur….
….og nydt den lune blæst…..
…það varð meira að segja nógu hlýtt til að fara í laugina að kvöldi til.
….det blev til og med varmt nok til, at gå i svømmepoolen om aftenen.
Við fórum á markaðinn í Fremantle…
Vi var på markedet i Fremantle….
…. og í Kings Park í Perth.
….og i Kings Park i Perth.
Við vorum í uppáhalds bústaðnum okkar við William Bay…..
Vi var i vores ynglings sommerhus ved William Bay….
….þar í nágrenninu fann Heiða þennan fína veitingastað með alveg stórkostlegu útsýni, við eigum örugglega eftir að koma þangað aftur.
….der i nabolaget fandt Heida en rigtig fin restaurant med fantastisk udsigt, der kommer vi helt sikkert igen.
Á leiðinni til William Bay kíktum við á Mandalay Beach….
På vej til William Bay stoppede vi på Mandalay Beach…..
Aðrar strendur voru nær, eins og þessar við Elephant Rock og Green Pool.
Andre strande var tættere på, som de ved Elephant Rock og Green Pool.
Það var ýmislegt prófað í fyrsta skipti, hérna sjá Jóhann og Heiða sínar fyrstu kengúrur.
Der var forskellige ting som blev prøvet for første gang, her ser Johann og Heida sine første kenguruer.
Jóhann fer af stað undir stýri út í vinstri umferðina í fyrsta skipti…. og Heiða fór með honum.
Johann tager af sted barg rattet ud i venstre trafik for første gang…. og Heida tog af sted sammen med ham.
Jóhann var alveg að ná því að geta spilað á didgeridoo, það var bara því miður enginn sem hafði þolinmæði til að hlusta á hann æfa sig lengur!
Johann var lige ved, at kunne spille på didgeridoo, det var bare desværre ingen som havde tålenmodighed til at lytte til ham øve sig mere!
http://en.wikipedia.org/wiki/Didjeridu
Undir lokin keypti hann sér almennilegan “Aussie” hatt, mér finnst hann klæða hann mjög vel!
I slutningen købte han sig en rigtig “Aussie” hat, jeg synes den klæder ham rigtig godt!
(Heiða og Kim tóku nokkrar af myndunum.) (Heida og Kim tog nogle af billederne.)